Leoparderne til Pustumpi-dag den 11. april 2015

Lørdag den 11. april var leoparderne til Pustumpi-dag hos FDF i Ringsted. Temaet var "Det vilde vesten", så de kunne både komme i Fængsel, i Cowboyland, i Indianerland og besøge Guldgraverbyen. Billederne er fra Cowboyland, hvor de dansede Linedance og prøvede en rodeotyr.I indianerland lavede de popcorn over bål og fik testet deres balance og styrke. I Fængslet fik de testet deres evner som udbryderkonger og som førstehjælpere, når flugtfangerne kom til skade.
I Guldgraverbyen gravede de guld og gik på opdagelse efter mærker i området, så de kunne få udleveret mere guld. Det foregik ved, at de efter hver korrekt løst opgave fik udleveret guldklumper, som de kunne veksle til uniformsmærker ved dagens slutning. 
Dagen endte med, at alle deltagerne blev velsignet af en præst.   
 
Leopardernes næste store udfordring bliver den 7. juni, hvor de skal gå en hike på 10 kilometer. Og som om det at gå 10 kilometer ikke er nok, så skal de udføre en masse gakkede ting undervejs. Heraf navnet Hikegak. Så ser du en flok spejdere, der danser i vejkanten den 7. juni, så er det bare Leoparderne, der er på vej mod shelteren i Vrangeskov, hvor de skal slappe af  og spise aftensmad efter turen. 

Julemarked 2014 - 29.-30. november

Der er julemarked i Bjerghytten den 29.-30. november. Lørdag er julemarkedet åbent kl. 13-16, og søndag er det åbent kl. 12-14.

Det er muligt at købe juletræer, pyntegran, juledekorationer, adventskranse og hjemmelavede ting. I Bjergcaféen kan du købe kaffe, te, glögg og æbleskiver.

Vigerstedspejderne i avisen: Klatring

Tropleder Bonnie Hoelstad er blevet interviewet til Sjællandske Medier i anledning af, at hendes patrulje har været ude at klatre i træer. Du kan læse hele artiklen her.

Spejderhjælpsugen den 20.-28. september 2014

Den kommende uge står i Spejderhjælpens tegn. Det vil sige, at alle smutter og spejdere skal lave små tjenester for familie, venner og naboer fx vaske op, støvsuge, slå græs – men i stedet for at få lommepengene til sig selv, bliver de doneret til børn med svære livsvilkår. I år går pengene til skolebørn i Burma.

En del af at være spejder er, at øve sig på at gøre noget godt for andre – og derfor håber vi, at I forældre vil tale med jeres børn om Spejderhjælpsugen og minde dem om, at de skal lave små opgaver i ugens løb, så de kan være med til at sende penge til Burma. I kan fortælle dem, at for hver gang de tjener 16 kr., så dækker det faktisk èt barns skolegang i et helt år. Det vil sige, at hvis de fx tjener 100 kr. i løbet af ugen, kan de helt alene gøre en kæmpe forskel for 6 børn, som har brug for deres hjælp!

Alle spejdere og smutter får udleveret en Spejderhjælpsseddel mandag d. 22. september, og den skal så afleveres igen i udfyldt stand mandag d. 29. september – sammen med de indtjente penge. Alle, som har tjent penge til Spejderhjælpen, får udleveret et flot mærke til uniformen, så andre kan se, at de har gjort en forskel for børnene i Burma.

I kan læse mere på www.spejderhjaelpen.dk

Julemarked 2014

Sæt allerede nu kryds i kalenderen d. 29. og 30. november, hvor spejderne holder julemarked i Bjerghytten. Her kan I købe (næsten) alt, hvad I har brug for til jul: juletræer, adventskranse, juledekorationer, juleguf, julepynt og julegaveidéer. Julemarkedet er åbent lørdag kl. 13-16 og søndag kl. 12-14.

I forbindelse med julemarkedet afholder vi et dagsarrangement om lørdagen for smutterne, mens spejderne holder weekend i Bjerghytten og derfor overnatter til søndag. Yderligere information om julemarkedet og juleweekenden kommer senere.

Vi glæder os til at se jer – og jeres bedsteforældre, tanter, onkler, venner, naboer m.fl. – til julemarkedet!

Pigespejderevent i København den 13.-14. september 2014

Af Bonnie Hoelstad, tropleder

Sidste weekend var både spejdere og smutter til Pigespejderevent sammen med 1000 andre grønne pigespejdere. Temaet for arrangementet var Matador, og pigerne havde på forhånd lavet 2 terninger, der skulle bruges til at finde ud af, hvor de skulle hen på ”spillepladen” (dvs. København). Vi delte os i to grupper, en gruppe med de store spejdere: Ulvene, De sorte pumaer og Bæverne, og en gruppe med smutterne og de nye spejdere: Leoparderne.

Spillet begyndte på Holmen, hvor vores korpskontor holder til. Herfra blev deltagerne sendt til forskellige steder i København. Vi fik udleveret en kuvert, der indeholdt spilleplade og med instruks om første post, og hvordan man kom derhen. Af sted det gik med bus, tog og metro. Vi kom gennem hele København og prøvede mange forskellige poster. Begge grupper mødtes tilfældigt på Planetariet – hyggeligt at høre, hvordan de andre havde det. Desværre bød dagen på en del regn – men det er jo ikke noget, der kan slå en pigespejder ud.

Om aftenen var der lækker mad til alle, og efter maden var der arrangeret natløb for de store spejdere. Da vi endelig ramte soveposerne, viste Bonnies GPS-ur, at vi havde gået 15 km! Så der var ingen problemer med at sove. Om morgen vågnede smutterne som de første – altid morgenfriske. Vi fik morgenmad, og så stod den på koncert med LIGA. Det var en rigtig sjov oplevelse.

Alt i alt havde vi en super tur med de sødeste spejderpiger. Se selv hvor søde de er på billederne i galleriet!

Her ses de store spejdere: Karoline G, Karoline H, Johanne, Sarah, Natascha, Aviaja

Ringstednatten den 29. august

af Tina Lund-Lassen

 

Spejderne i Ringsted havde igen i år en fælles stand på Ringsted Natten. Fredag eftermiddag mødtes 6 seje spejdere, som havde tilmeldt sig til overnatning også; heriblandt Karoline og Caroline fra vores gruppe.

 

Spejdere og ledere startede med at bygge standen op, så den stod klar når hele arrangementet løb af stablen. Spejderne fik derefter udleveret en indkøbsliste – på morse. Den skulle løses, ellers var der ingen aftensmad. De samarbejdede rigtig godt, fik handlet ind og lavet mad.

 

Senere på aftenen blev spejderne sendt af sted på et stjerneløb rundt i hele byen, og det nyttede ikke noget at være genert, for de skulle nemlig ind i forskellige butikker for at finde posterne og svarene.

Efter fyrværkeriet var det nogle trætte spejdere, vi sendte ud til FDF Benløses hytte, hvor de skulle overnatte.

 

Lørdagen blev brugt på et løb tilbage til byen, først via kort og kompas, så GPS, så ledetråde osv. Vi sluttede weekenden af med at spise frokost midt på Torvet.

 

Mens alle spejderne var på løb gennem byen fredag aften, blev vores stand godt besøgt af interesserede. Der blev både lavet popcorn og snobrød i lange baner, og nogle fik da også taget billede sammen med Valdemar. Vi gentager konceptet til næste år, men spejderaktiviteterne bliver måske lidt anderledes, hvem ved? ;-)

Spejderne i Ringsted lavede graffiti til Ringstednatten den 27. august 2014

Op til Ringstednatten den 29. august lavede spejderne i Ringsted lovlig graffiti, som skal skabe blikfang under Ringstednatten, hvor spejderne i Ringsted har aktiviter ved Rådhuset.

Graffitien blev lavet i samarbejde med "Street Studies". Sct. Georgsgilderne Ringsted, Lions Club Ringsted og Y-Mens Club Ringsted har gjort det muligt at lave arrangementet.

Der er flere billeder under galleriet.

Læs mere og se en video her.

Besøg spejderne i Ringsted på Ringstednatten den 29. august

Fredag den 29.august, er der Ringstednat i Ringsted centrum og spejderne er at finde på torvet. Der er åbent fra 18.00-22.30, og det hele afsluttes med et kæmpe fyrværkeri!
På spejdernes stand ved Rådhuset har du mulighed for at lave snobrød, popcorn eller bare hænge ud med de andre spejdervenner fra Ringsted. Der er også en sjov konkurrence at deltage i, og vi skal også bygge med rafter, så vi kan komme op til Kong Valdemar
Sammen viser vi, at vi er mange forskellige spejderkorps i Ringsted, og at det er piv sjovt at være spejder hos os!
Husk at tage din uniform eller tørklæde på, og tag bare din ven og familie med.

Sommerlejr 2014 - Regionssommerlejr: Overlevelse på (øde) ø

De grønne pigespejdere fra Vigersted deltog i uge 31 på sommerlejr på Nekselø sammen med en masse andre grønne piger fra Region Østersø. Øen nord for Holbæk er kendetegnende ved natur, nærvær og masser af godt vejr. Den uspolerede natur betyder blandt andet, at spejdernes grund ikke er kloakeret, så toiletbesøg er på gammeldags manér med spand og tømning til følge.

 

Selvom spejdercenteret er lille, er der stadig plads til spejdergrupper flere steder fra. Det giver gode muligheder for at lære andre spejdere at kende, og det kan godt skærpe nysgerrigheden fra begge sider. På opfordring fra lederne måtte de to pigespejdere, Karoline og Johanne fra De sorte Pumaer på udflugt og udforske emnerne på den anden side af hækken. De kom kækt tilbage med fyldestgørende noter om både navne, alder, yndlingsdyr og status. Hvad ekspeditionen ellers bragte med sig, ved kun De grønne pigespejdere i Vigersted Gruppe.

 

Med primitiv lejr hører også de kolde bade. Alternativt ligger Nekselø Spejdercenter på en ø, og med det gode vejr, blev de kolde bade ofte erstattet af en tur til stranden.

 

Nekselø Spejdercenter tilbyder aktiviteter med naturen som omdrejningspunkt. Naturen både i vandet, i skoven og på stranden. Spejderne har i løbet af ugen bygget tømmerflåde, snorklet, fundet spiselige urter, fyldt en kirke til bristepunktet, boet i telt og lavet al deres mad på bål. På menuen var der både tundeller, pizzabøf og marokansk ret.

 

En enkelt pigespejder, Karoline Hellemann, fik en helt særlig dag om fredagen, for hun havde fødselsdag og blev derfor vækket med hornmusik, fødselsdagssang ved flagstangen og lagkage til hele flokken. Sikke en måde at fylde 12 år.

 

Lørdag var hjemrejsedag. Raftearbejderne blev pillet ned, teltene pakket sammen, og pigernes egen bagage blev stoppet i rygsækkene i håb om, at det hele kunne være der igen. Da den særligt bestilte færge sejlede fra Nekselø, var den helt fyldt med grønne pigespejdere, der udover beskidte sokker også var læsset med masser af gode oplevelser og nye venskaber, der gennem efteråret skal plejes via facebook, sms og gammeldags samvær på tværs af pigespejderne fra de 8 pigespejdergrupper fra Lolland og Sjælland.

Sommerlejr for smutterne 2014

Af Kirsten Andersen
Søndag eftermiddag mødte 20 piger op til en dejlig lejr.
Vi lagde ud med at rejse teltene, derefter var der aftensmad,  som var pitabrød. Aftenen blev brugt til et  løb, som lærte pigerne om, hvor de forskellige ting var. Efter godnathistorie var der ro i lejren klokken 22. Næste dag fik alle morgenmad klokken 8.
Efter opvask tog vi på tur til gravhøjen  Maglehøj og ned til Stevnsåen, hvor der blev fisket og spist frokost. Eftermiddagen blev brugt på fri leg og leg med de fem røde kattekillinger. Vi fik frikadeller og kartofler til aftensmad.
Katrine havde lavet et aftenløb, og vi havde lejrbål. Der var igen ro i lejren klokken 22.
Næste morgen tog vi til Fakse Kalkbrud, hvor der blev ledt efter fosiler.
Vi spiste frokost i kalkbruddet.
Eftermiddagen blev brugt til oprydning og pakning, inden forældrene kom klokken 18.30 til fællespisning.
Derefter var det farvel og tak for denne gang.

Sommerferieafslutning den 16. juni 2014

Tiil sommerferieafslutningen havde vi sammenskudsgilde med lækker mad. Derefter gik pigerne i gang med at lave små hekse, mens de ældste piger lavede en heks til det lokale St. Hans-bål. Til sidst fik pigerne overrakt mærker og stjerner, og lederne fik en gave hver som tak for deres frivillige indsats i løbet af året.

Juleweekend og julemarked den 30. november og 1. december 2013

Der er juleweekend den 30. november til 1. december. Vi har åbent på julemarkedet lørdag d. 30. november kl. 13-16 og søndag d. 1. december kl. 12-14. Her bliver der solgt hjemmelavede ting blandt andet marmelade og stofblomstelastikker, juletræer, pyntegran, juledekorationer og adventskranse.

Spejdernes aften i Spejder Sport den 7. november 2013

Skal I give jeres datter spejderudstyr i julegave? Så husk at på torsdag den 7. november holder Spejder Sport "Spejdernes aften" kl. 18-20. Denne aften er der hele 20 % rabat på varerne (mod normalt 10 % spejderrabat), hvis man medbringer bevis på, at man er spejder fx uniformen. Hvis man ikke har mulighed for at komme forbi en butik, kan varerne også købes på hjemmesiden www.spejdersport.dk. Når man har lagt varerne i kurven og har udfyldt navn og adresse, er der mulighed for at skrive spejdergruppens navn. Hvis man skriver "Vigersted" i feltet, skulle der automatisk blive fratrukket 20 %.
 
Vær opmærksom på at vores uniformer og tørklæder ikke kan købes i Spejder Sport. De skal i stedet bestilles via De grønne pigespejderes webshop, hvor man også kan bastille andre pigespejdervarer. Alt sammen på adressen www.webfryd.dk.

Anderledes Tropdag den 29. september 2013

Søndag den 29. september havde spejderne en af deres Tropdage, denne gang med et helt nyt indhold. De skulle nemlig prøve at lave et 3D-kort: Det vil sige, at de fik udleveret et udsnit af et helt almindeligt kort, som de derefter skulle bruge til at lave et tilsvarende landskab i 3D ved hjælp af naturmaterialer. Det er faktisk ikke helt let, men resultatet blev rigtig fint.
 
Efterfølgende tog hele troppen til Køge, hvor frokosten blev indtaget i Køge Bowling Center. Så stod eftermiddagen på spejderdyst i bowling til stor morskab for alle. Og sidst men ikke mindst blev dagen afsluttet med lidt velfortjent spejderguf, inden turen gik hjem igen.

Smuttetur i Kærhave Skov den 28. september 2013

Lørdag den 28. september var smutterne på tur i Kærehave Skov. På turen gennem skoven skulle de løse nogle sjove opgaver og lave bål ved en af skovens bålhytter, så de kunne riste skumfiduser over gløderne. Bagefter prøvede de Kærehaves naturfitnessbane, hvor der var udfordringer for alle. Først skulle smutterne nemlig prøve selv, og bagefter skulle de samarbejde og guide hinanden gennem banen med bind for øjnene. Alt i alt var det en rigtig hyggelig og vellykket dag.

Spejderne på farten! Den 20.-21. september 2013

De sorte pumaer og Bæverne har i sensommeren arbejdet med Udfordringsmærket "På Farten", og det kulminerede i en spændende weekend den 20.-21. september, hvor pigerne for alvor blev udfordret på styrke, hurtighed og snilde. Hele turen gik nemlig ud på at prøve en masse transportformer og løse forskellige opgaver undervejs.
 
Spejderne mødtes i Ringsted, hvor de startede med at prøve geocaching, som er en særlig form for orienteringsløb, hvor man burger en GPS til at finde posterne. Så gik turen med bus til Nordrup, hvor der skulle laves lækker aftensmad over Trangia. Derefter fortsatte pigerne til fods på natvandring gennem området til et sommerhus, hvor de overnattede.
 
Lørdag startede dagen med en tur på løbehjul tilbage til Nordrup, hvor spejderne blev samlet op i biler. De skulle nu på billøb, hvor det gjalt om at guide bilen hurtigst og kortest muligt gennem en rute, der inkluderede besøg på forskellige adresser i Ringsted. Til sidst blev pigerne sat af i Ringsted Svømmehal, hvor den sidste del af turen foregik svømmende. Så det var en flok trætte, men seje piger, der lørdag eftermiddag afsluttede udfordringen og nu kan sætte endnu et Udfordringsmærke på skjorten.

Skriv en tekst her

Spejderaktiviteter på Ringstednatten den 30. august 2013

Vigersted Gruppe deltog sammen med de øvrige Ringsted-spejdere i Ringstednatten den 30. august. Her var der masser af sjove og hyggelige spejderaktiviteter for spejdere og andre nysgerrige. Spejderne havde bl.a. bygget et lille tårn, så man kunne kravle op ved siden af Kong Valdemar og få taget et sejt billede med Sct. Bendts Kirke i baggrunden. Desuden var der bålhygge med tilhørende snobrødsbagning ligesom besøgende kunne høre mere om alle Ringsteds spejdergrupper.

Spejdersommerlejr den 9.-13. juli 2013

Spejderpigerne rejste med tog og togbus til Assenbæk. Vel ankommet begyndte de sammen med lederne at bygge lejren op. Der blev hejst telte og bygget køkkenbord, spisebord og indgangsportal. Onsdag formiddag var de på aktiviteten søslag. Her fik pigerne udleveret tre olietønder og skulle bygge en tømmerflåde. De byggede to på under en time. Da de skulle søsættes, viste den ene af dem at være så usikker, så den kom aldrig ud at sejle. Let vippende sejlede tre af pigerne ud med den anden tømmerflåde bevæbnet med vandballoner. Så kæmpede de ellers på livet løs mod de andre spejdere. Om eftermiddagen stod det på lege som aktivitet. Torsdag formiddag var pigerne på klatrevæg. Der var tre niveauer, og alle pigerne og de fleste af lederne var oppe at klatre. Om eftermiddagen var de på aktiviteten esemad, hvor pigerne skulle tænde et stort bål, koge kartofler og ordne helt friske og næsten sprællende ørreder og ryge dem og noget drænet A38 i de murstensovne, hvor bålet havde været. Det foregik ved, at der lå et fugtigt lærred over ovnene, som skulle holdes fugtigt, og så skulle der hele tiden drysses lidt bøgesavsmuld over gløderne, som lå uden for ovnåbningen. Ørrederne var færdige efter 25 minutter og var meget velsmagende. Fredag formiddag var de store spejdere i smedjen, hvor de blandt andet lavede mergelspir og kroge til at tage gryder af bålet med. De små spejdere var i minismedjen, hvor de lavede tørklæderinge af tin. Om eftermiddagen var alle spejderne på turnus, hvor de ordnede toiletter og pillede to badebassiner ned. Efter de sure pligter fik de en tur bag på traktorvognen rundt på grunden. Fredag og lørdag blev lejren pakket ned, og natten til lørdag sov alle pigerne uden for teltene. Alle aftenerne var de lejrbål i lejren, og den stod blandt andet på skumfiduser, popcorn, nøddemix, bananasplit (varm banan med pålægschokolade i) og varm kakao. Lejren var supergod, og det var godt vejr alle dage.

Smuttesommerlejr den 1.-3. juli 2013

Pigerne kom ned til Stevns på Kirstens gård, Kildegaarden, som skulle ligge grund til årets smuttesommerlejr. De fik pizza til aftensmad, og derefter legede de i haven. De sprang på trampolinen, snittede pinde og legede dåseskjul. Dagen efter stod pigerne i et af teltene op kl. 5.10, mens resten sov videre. De vågne gik morgentur med Kirsten. Om formiddagen tog vi ud til Maglehøj, som er en jættestue, hvor man kan komme ind. Desværre var der lås for, så pigerne nøjedes med at gå op på højen og plukke blomster. Om eftermiddagen gik pigerne og lederne tur i mosen. Der var en overraskelse: muffins og juice. Efter aftensmaden havde Johanne og Karoline, som var de store piger, der var med, lavet et aftenløb. På posterne skulle pigerne finde ting, lave kimsleg med bind for øjnene, gætte dyr og finde en hemmelig tekst. På den sidste post skulle de slå terning og tage slik op med spisepinde, når de slog tre eller seks. Bagefter var der bål med skumfiduser og popcorn. Den sidste dag legede pigerne i haven, og nogle af dem lavede et teaterstykke. Om eftermiddagen gik de hen til Elverhøj og var fascinerede over historierne om højen. Om aftenen hentede forældrene pigerne og havde mad med til sammenskudsgilde.  

Sommerferieafslutning den 19. juni 2013

Vi spiste sammen - forældrene havde mad med til et lækkert tagselvbord. Bagefter blev spejdere og forældre delt ind i fire hold, som skulle rundt på fire aktiviteter. Der var tovtrækning, og en aktivitet, hvor de to og to med en hånd hver skulle binde et råbåndsknob. På en af aktiviteterne skulle de lave naturkimsleg, hvor de skulle finde naturtingene og lægge dem op nøjagtig som de skjulte ting, som de havde fået et minut at kigge på. Ved den sidste aktivitet skulle de puste lys ud med en vandpistol. Derefter var der kage, mærke- og gaveoverrækning.

Åbent Hus

Kom til Åbent Hus hos De Grønne Pigespejdere i Kværkeby/Vigersted!

Alle der er nysgerrige for at se hvad det der spejder er for noget, er meget velkomne til åbent hus mandag d. 17. juni kl 19.15-20.00.

Det foregår i Bjerghytten, som ligger Bjergvej 89, 4100 Ringsted.
Det er vores sommerferieafslutning, og vi skal lave forskellige aktiviteter. Til slut er der kage og en kop kaffe. Medbring gerne hele familien - også selvom det primært er for piger ;)

Vi glæder os til at se mange nye ansigter. 

Mange hilsner De Grønne Pigespejdere i Kværkeby/Vigersted

Mordatteraften

Mandag den 22. april havde smutterne mordatteraften. Her blev de delt i hold og var på løb med døde poster. På en af posterne skulle de finde nipsenåle, på en anden post skulle de samle en gren, der var knækket midt over, på en post skulle de lave puslespil og på en sidste post skulle de samle en fugl af Duploklodser magen til en, de så på et kort. Smutterne fik informationer om sommerlejren på Stevns, og der var kaffe, kage og hygge.       

Opfinderdag i Bjerghytten

 

Søndag d. 21. april skulle de fremmødte piger bruge al deres fantasi, da de skulle på UPS-NÅ-HOV-løb, hvor de skulle tænke ud af boksen og lave poster til hinanden kun med de ting, der var til rådighed (reb, dåser, træer, grus, sten m.v.). De skulle gøre sig fortjent til materialer til at bygge en endnu unavngiven, men vigtig spejdergenstand. De blev inddelt i tre hold af to piger og skulle lave to poster hver. På post 1 og 2, som Camilla og Karoline H. stod for, skulle der bindes snørebånd med kun én hånd, hvilket var besværligt, men dog ikke umuligt. Pigerne skulle derefter lave en stor 8-talsbesnøring, der skulle holde to spejdere. Den holdt til leder Katrine og spejder Johanne. Post 3 og 4 stod Natasha D.S. og Johanne for. De havde linet op til dåsekast og en stafet, hvor man på tre minutter skulle fylde så meget vand i en tom dåse, med et blad, som muligt. Hos Alberte og Natascha P. skulle der pioneres med små grillspyd. Opgaven var en trebuk, der kunne stå selv. Til sidst fik hvert hold bundet et reb om maverne og blev bedt om at binde et råbåndsknob. Efter frokost blev der uddelt point for udførelsen og samarbejde i øvelserne. Den spejdergenstand pigerne skulle bygge var en RØGVENDER. Der blev arbejdet på højtryk på at udvikle en effektiv røgvender. Camilla og Karoline H. vandt med den bedste idé: en mælkekarton med en propel for enden og et håndtag i modsatte ende. Idéen har klart potentiale, hvis den kan bygges i ikke-brandbart materiale og i en passende størrelse.  Dagen blev afsluttet med bål, snobrød og saftevand – og selvfølgelig en afprøvning af alle tre røgvendere.

 

Arbejdsweekend i Bjerghytten

 

Den 14. april var der arbejdsweekend i Bjerghytten. De 17 deltagere gjorde rent i hele hytten, fældede udgåede træer og pudsede vinduer. Winnie ryddede op i patruljerummene. Der blev plantet krydderurter på terrassen, og de er til fri afbenyttelse. Til næste arbejdsweekend skal der males.

 

Udfordringsløb

 

Bæverne og De sorte pumaer var som afslutning på udfordringsmærket skæbnespil på et tilfældighedsløb søndag den 31. marts. De havde på forhånd slået med en terning om, hvorfra løbet skulle begynde og hvad tid. Det blev ved Holgers forældre på Køgevej og kl. 10.30. De havde også slået om antallet af poster, og det blev til 10. Og de havde været med til at lave ruten og bestemt rækkefølgen af poster. Undervejs på spejdermøderne havde de lavet et tilfældighedsbarometer, så når de for eksempel kom til et vejkryds, skulle de bruge tilfældighedsbarometeret til at beslutte, hvad vej de skulle. For eksempel kunne de kaste en terning, dreje en flaske eller kaste en vante i luften og gå i tommeltottens retning. Der var kun to piger, der deltog, de andre var syge. Men de havde en god dag, hvor vejret var godt. De har i hvert fald gjort sig fortjente til udfordringsmærket skæbnespil.

 

Mohrondoløb

Ulvene var på Mohrondoløb i den 9.-10. marts. De var glade for dagsløbet, og syntes det var sjovt. De hyggede sig godt og tog det bare som det kom.

Smutteweekend den 15.-16. marts 2013

10 af smutterne var på weekend den 15.-16. marts sammen med Winnie, Kirsten og Bonnie. De tog første del af dolkemærket, som de tager færdigt til et møde. De legede forskellige lege. Om lørdagen havde Bonnie lavet et Find Holger-løb til dem. Det handlede om en mand, der hed Find Holger, som havde boet på spejdergrunden, og som havde gemt en skat, de skulle finde. De fandt skatten: det var Mariekiks og skumfiduser. De malede også påskeæg, de havde lavet af papmaché mandagen før, og de klippede gækkebreve.

Juleweekend 2012

Så er der Juleweekend igen! Kom forbi den 1. og 2. december til julemarked i Bjerghytten. 

Spejdernes Lejr 2012

Spejdernes Lejr 2012

Selvfølgelig var de grønne piger fra Vigersted Trop også med på den store spejderlejr i juli. Vi tog afsted i bus lørdag d. 21. juli og var hjemme igen søndag d. 29. juli. På lejren var der tonsvis af forskellige aktiviteter – ja nærmest så mange, at man ikke kunne vælge hvad man helst ville! Hjemmefra havde vi dog valgt nogle ”bobler”, som de hed. Det var dagsaktiviteter, og der var både noget for ledere, seniorer og spejdere. Når man havde fritid kunne man frit gå til en ”fri aktivitet”, fx var der klatring og forhindringsbaner. Dog var vi ikke på så mange frie aktiviteter, da det rigtig gode vejr gjorde os trætte :) Så der blev slappet meget af i teltene, og vist også spist lidt slik (undtagen i lederteltet - ledere spiser aldrig slik – kun børnenes!). 

På lejren var alle steder opdelt i bydele og kvarterer. Vi lå i Kortrup i Åens Kvarter sammen med en masse andre spejdere fra Ringsted, Jystrup, Hvalsø og Lejre. Det var et herligt mix af både grønne og flere blå farver unifomer. Da der var så mange spejdere samlet, var der også rig mulighed for at mødes med gamle spejdervenner rundt omkring. Dog var lejren så stor, at man hurtigt kunne komme ud på en lang gåtur. Nogle dage skulle vi gå i 1 time for at komme til en aktivitet!

Vi havde en rigtig skøn lejr – dejligt at tilbringe en uge sammen med så mange glade piger – og drenge!

Skrevet af Bonnie Hoelstad

1. juli - 3. juli 2012

Spejderlejr på Stevns

Søndag den 1 juli tog seks smutter og to spejdere på lejr. Vi tog til Hellested, som ligger på Stevns.

Der blev slået telte op, og så var lejren i gang. Mandag tog vi på tur til Stevns Klint. Pigerne legede på naturlegepladsen, soppede og kikkede på den gamle kirke, som er ved at falde i havet.

Vi var på løb og genopfriskede dolkemærket.

Tirsdag aften sluttede vi turen med fællesspisning sammen med forældrene.

Grønne hilsner fra Winnie og Kirsten